Center for Børn & Lærings børnesyn:
Det enkelte barn er ligeværdigt og unikt med sit eget særpræg og sine egne behov og udvikler sig, og lærer gennem de relationer, sociale sammenhænge og forpligtende fællesskaber som barnet er en del af.
Det enkelte barn lever et hverdagsliv på tværs af forskellige sammenhænge og fællesskaber som dagtilbud, skole, fritidsordning og familie, og skal derfor forstås ud fra de rammer og regler som barnet indgår i, og skal handle indenfor.
Det enkelte barns udvikling, adfærd og trivsel skal forstås ud fra de betingelser, barnet har at handle ud fra, hvilke tilgange barnet mødes med i de forskellige relationer, sammenhænge og fællesskaber som barnet indgår i.
Barnet er aldrig problemet, men kan være i problemer og det er de voksne omkring barnet, der har ansvaret for, at alle kommunens børn og unge gives mulighed for at udvikle deres individuelle talenter og bidrage til, at børnene og de unge tilegner sig kompetencer, der gør dem i stand til at kunne indgå som aktive deltagere i fællesskabet og handle selvstændigt, ansvarligt og reflekterende.
Børnehuset Solsikken har pt. 7 stuer.
5 store stuer med navnene rød, grøn, gul, blå og lilla.
På disse 5 stuer er der ca. 5-8 børn på hver stue.
Ud over de 5 store stuer har vi 2 små stuer. Det er Regnbuestuen og Legeværelset. Disse to stuer er behandlingsstuer, og det tilbud kan I læse mere om under fanen ”behandlingstilbud”.
Når man starter i Børnehuset Solsikken, og løbende mens jeres barn er hos os, har vi fokus på hvilket børnefællesskab det enkelte barn har brug for. Børnefællesskab er vores vigtigste pejlemærke i forhold til at stueplacere jeres barn. Alle børn skal være i et fællesskab, hvor de kan udvikle sig og danne relationer til andre børn. Pædagogikken, metoderne og tilgangen tilpasser vi hver enkelt stue og hvert enkelt barn, således at alle børn får de optimale betingelser for udvikling.
Hver enkelt stue bruger, som skrevet ovenover, forskellige tilgange og metoder i det pædagogiske arbejde. Dette er hele tiden dynamisk og ændrer sig i takt med at børnegruppen på stuen ændrer sig. Derfor kan vi ikke skrive præcist hvordan hverdagen på stuerne ser ud, men vi kan beskrive nogle af de hovedelementer som I oftest vil møde.
En del af stuerne har i løbet af formiddagen en samling, hvor der tales og oftest også synges om hvem der er på stuen den dag. Der kan blive talt om vejret og påklædning, en snak om hvad man har oplevet hjemme, der kan være en sansemæssig oplevelse, en fysisk leg eller lign.
Legepladsen benyttes af de fleste stuer også om formiddagen. Her er mulighed for at søge fællesskaber med børn fra andre stuer, og blive nysgerrig og måske inspireret af hvad andre laver.
Frokosten spises ca. kl. 11. Frokostordningen er beskrevet under fanen ”frokostordning”
Eftermiddagene er som formiddagene. De indeholder det, det enkelte barn har brug for.