Som forældre er I vores vigtigste samarbejdspartnere, og vi vægter derfor dette samarbejde meget højt. Ligesom I vil opleve at vores tilbud til jeres barn bliver tilpasset så det passer til jeres barn, vil vi også i samarbejde med jer finde ud af hvordan vi bedst samarbejder for at skabe det bedste tilbud til jer.
Alle forældresamarbejder har forskellige forudsætninger. Nogle af jer vil vi møde dagligt når I henter og bringer jeres barn, andre af jer møder vi sjældent fordi jeres barn kører med bus. Dette bevirker også at det vil være forskelligt hvordan og hvor ofte vi taler sammen.
Vi vil gerne skabe det bedste samarbejde med jer. For nogen kan det være en ugentlig opringning med opsamling på ugen, for nogen et kort møde en gang om måneden med en pædagog fra stuen, for nogen vil det være daglig skriftlig kommunikation vi Aula
Fælles for alle er at personalet dagligt skriver i Aula. Aula er den digitale platform hvor vi skriftligt kommunikerer med jer.
Hvor ofte vi mødes og taler sammen er forskelligt, men der er 2 slags møder som ligger fast for alle.
Det første er et 2 måneders møde. Det finder sted ca. 2 måneder efter jeres barn er startet. Mødet har til formål at tale om opstarten, finde ud af hvad der skal arbejdes med, og få vendt alle de tanker som der ikke allerede er blevet vendt. Vi taler om hvilke mål der skal arbejdes med frem til første evalueringsmøde.
Et evalueringsmøde afholdes hver 6. måned. På disse møder evaluerer vi på de mål der er arbejdet med indtil nu, samt fastsætter mål for kommende 6 måneder. Fra Børnehuset deltager kontaktpædagogen, en ledelsesrepræsentant samt ergoterapeut eller fysioterapeut. Forud for evalueringsmødet har kontaktpædagogen lavet en evalueringsbeskrivelse på jeres barn. Er Jeres barn tilknyttet fysioterapeut eller ergoterapeut vil der også ligge en status vedr. dette.
Evalueringsbeskrivelsen tager udgangspunkt i en DPU, som er Dansk Pædagogiske Udviklingsbeskrivelse.