I Børnehuset Solsikken har vi et behandlingstilbud.
I behandlingstilbuddet modtages børn med et allerede beskrevet behandlingsbehov.
Det er børn som ikke profiterer af at gå i det vidtgående specialtilbud som Børnehuset Solsikken er, men som har brug for en behandlingsmæssig tilgang.
I behandlingstilbuddet arbejdes der miljøterapeutisk på et psykodynamisk grundlag.
Der arbejdes med at gendanne og genopbygge børnenes jeg struktur.
Der er fokus på de emotionelt personlighedsmæssige problematikker.
Der varetages ikke individuel traume behandling, men vi arbejder med traumerne når de kommer frem i dagligdagen.
Det er individuelt hvordan det enkelte barns tilbud er stykket sammen. Vi er opmærksomme på at barnet kan have brug for andre børnefællesskaber end dem vi kan skabe i Børnehuset Solsikken, og til det formål har vi mulighed for at tage i Sofiehuset.
Ved opstart laver den behandlingsansvarlige psykolog fra PPC en behandlingsplan.
Der afholdes med passende frekvens behandlingskonferencer hvor personale og behandlingsansvarlige psykolog deltager. På disse konferencer opdateres behandlingsplanen.
Der afholdes statusmøder med ½ årlig frekvens. Forud for disse er der udfyldt en statusbeskrivelse/ICS-skema, som sammen med seneste behandlingsplan sendes til sagsbehandler og forældre/plejeforældre.
Personalet i behandlingstilbuddet modtager løbende supervision, med det formål at understøtte, at pædagogerne kan være i den pågældende arbejdssituation.
Møder med forældre/plejeforældre om læring, udvikling mm., ligger ud over statusmøder, og afholdes efter behov.
Børn i behandlingstilbud træder fra morgenstunden ind i rammer hvor der tænkes og arbejdes med behandling. Det er individuelt hvad der er den bedste fysiske ramme.